Lærer: Tag din coolness tilbage
”Du er så fucking business, Anders!” sagde Kian en dag, da jeg kom i hans 8. klasse. Jeg gloede dumt på ham og forstod ikke rigtigt, hvad han mente. Jeg er jo lærer og på ingen måde business. Ordene sad fast og voksede, så jeg måtte spørge ham: ”Hvad mente du?” Da gik det op for mig, at han mente det som en kæmpe kompliment. At være business var hans nordsjællandsagtige måde at sige, at jeg var cool, lavede god undervisning, havde gode relationer til eleverne og han lærte meget i mine timer. At jeg var en god lærer!
Kian fik med sin kommentar også ubevidst sagt, at han ikke mente, at lærere generelt er business. Jeg var undtagelsen, der bekræftede reglen om, at lærere er så røvhamrende uncool og kiksede.
Vi lærere har for længst mistet vores coolness. Til gengæld er det at være lærer noget af det mest kiksede, man kan være. Nu må det være tid til at tage vores coolness tilbage.
Jeg har mange gange stået i barlampens dunkle skær eller siddet til middagsselskabets glæder og mærket reaktionerne, når vi kom til spørgsmålet: ”Nå, men hvad laver du så til dagligt?” Jeg møder groft sagt to reaktioner. Den ene er; ”godt, at der er nogen, der gør det,” gerne sagt af en kvinde, mens hovedet er lagt på skrå. Meget forstående, ja tak, for naturligvis er eleverne larmende monstre, kollegaerne nogle brokkende nokkefår og forældrene er curlingfejende krævemonstre! Den anden reaktion er: ”Du kan da gøre så meget bedre end at være lærer”, som nok også lidt var det, Kian mente. Jeg er jo cool og klog, så hvad i alverden laver jeg i skolen? Jeg burde jo være ude at lave millioner som den businessmand, jeg er.
Men min business er lærerbusiness, og jeg er pisse stolt af det, jeg gør hver eneste dag. Min undervisning er i al beskedenhed – nej, faktisk helt uden beskedenhed – pisse god, og hver dag ser jeg dygtige kollegaer lave fremragende undervisning. Vores elever lærer en hel masse, og jeg vil endda påstå, at vi er med til at danne dem til noget så gammeldags som ’ordentlige mennesker’!
Jeg er ikke bange for at sige, at jeg er cool. Jeg er ikke bange for at sige, at lærere er cool, men jeg savner, at flere lærere også fortæller, hvor cool de er. Nok har der været en konflikt, hvor vi fik at vide, at vi er dovne nej-sigere, nok ynkes vi, og nok får vi at vide, at vi valgte læreruddannelsen, fordi vi ikke havde intellekt nok til noget bedre. Men hvad er svaret? At krybe langs panelerne som undskyldninger for os selv som de ofrer, vi bilder os selv ind, at vi er?
Nej, lærer! Det er tid til at blære sig med alt det, du kan. Fortæl og vis dog hvor god din undervisning er, hvilke fede forløb du har lavet, og at du er the shit , når det gælder undervisning. Selvfølgelig skal du brokke dig, når noget er uretfærdigt – tro mig, det gør jeg – men det skal ikke ændre på, at vi skal sætte foden ned og insistere på, at vi helt grundlæggende er cool.
Så kære Kian og alle andre, der mener, at lærere er uncool: Vi er så fucking lærerbusiness!