Når et barn mister

Utroligt at vi tilsyneladende lever i et samfund, hvor sorg stadig er et tabuemne. Vi kan tale om følelser, oplevelser og om stort set alt andet. Skilsmisse, pubertet, sex, sociale mediers påvirkning, digital mobning, osv. Men vi har berøringsangst når det gælder døden.

Mine piger kigger på mig med tårer i øjerne, mens vi krammer hinanden hårdt. Jeg står med mine børn i køkkenet, deres mormor er lige død efter længere tids kræftsygdom. Jeg informerer klassens lærer om, at mine pigers mormor er død her i weekenden. Herefter sker der intet. Der bliver ikke talt om døden, eller om at miste, hverken med klassekammerater eller klassens lærer. Fordi døden taler vi ikke om.

Jeg er selv lærer, og har ofte oplevet elever miste forældre, bedsteforældre og gode venner. Når dette sker, tager jeg en personlig samtale med eleven. Jeg spørger om jeg skal fortælle det til klassen, eller om eleven selv vil. Den løsning vælger de sjældent. Eleven vil nemlig helst ikke tale om det, og vil helst klassen ikke er informeret. Andre gange fortæller jeg det, eller eleven selv. Men hvad gør man så efter? Jeg synes at det som lærer er svært at stå i.

Jeg ønsker at blive klædt på til hvordan jeg bedst muligt kommunikerer, og hvordan jeg bedst giver det enkelte barn mest omsorg i en krisesituation. Hvordan lærer jeg børnene at give omsorg til en klassekammerat, der har mistet? Selvom 98 procent af landets skoler har en sorgplan, har jeg som lærer i 20 år aldrig oplevet en samtale om, hvordan vi som lærer håndterer sorg i klasselokalet. Lærerne burde blive undervist i, hvordan vi håndterer børns sorg ved dødsfald i den tætte familie eller omgangskreds.

En anden løsning kunne være sorggrupper. Jeg ved at flere skoler tilbyder skilsmisse grupper på skolerne. Her samles elever, hvis forældre er skilte og taler sammen om det, der er svært. Andre gange er det kommunerne der tilbyder skilsmissegrupperne. Mange forældre bliver skilt i dag. Men ingen hjælp til børn der mister, det er da utroligt! Her burde en sorggruppe være på sin plads! Uanset hvad, mangler vi lærere værktøj til at håndtere sorgen. Hvad gør vi i praksis når lille Peter ikke vil tale om mors død og går mere og mere ind i sig selv for hver dag der går. Hvordan hjælper jeg Peter bedst igennem den store sorg det er at miste. Jeg vil ham jo det bedste, men jeg er bange for at træde forkert.

 

Kommentarer