Positive forældre giver positive børn…..

Onsdag eftermiddag, ruller jeg ned af gangen med min blå vogn fyldt med inspirations-materialer og dagens aktuelle værktøj. Vi skal starte op på et nyt forløb med læder. Jeg åbner døren ind til 6. klasse og begynder at stille frem. Flere af eleverne spørger og kigger interesseret: “Hvad skal vi…? hvad skal vi…?” Klokken ringer og ugens ene Håndværk og Design lektion starter.

William lader vente på sig, men jeg begynder lige så stille at komme med den første information om dagens program. Døren går op. William gør sin entré, samtidig med at han, igen i dag, råber højt, at hans far “fandeme” mener det er spild af tid med Håndværk og Design.  Her er det så jeg tager en dyb indånding og beder William sætte sig ned og holde mund.

Vi kommer i gang og eleverne starter med at tegne små idé-skitser. Jeg går rundt i klassen.  Sjove idéer kommer i spil. Jeg når ned til William, der hænger træt og tvær hen over bordet.

“William du  er da altid så fuld af gode idéer …Skal du ikke i gang?” spørger jeg venligt og rækker ham en nyspidset blyant og skitsepapir. William ryster surt på hovedet. “Hanne, nu har jeg sagt det onsdag efter onsdag. Du må da snart kunne forstå det…”. “Jeg behøver ikke lære det her, for jeg kommer aldrig, aldrig til at bruge det”. Her indskyder jeg, lidt undrende, at det ved han jo ikke, og at det altid er godt at lære noget nyt og snuse til lidt af hvert.

William tager nu skitse papiret og blyanten, samtidig med at han igen citere sin far: “hele skolen er spild af tid”.. “skolen er fyldt med lilla bleer og pladderhumanister, som ikke har styr på en skid”.  “Kom nu igang, William!” siger jeg og går videre.

Jeg ser op på klokken, 10 minutter igen. Jeg kan lige nå rundt til de fire elever, som jeg ved har mest besvær med at komme i gang, men er fulde af motivation og gejst som resten af klassen.

Da jeg igen ruller ned af gangen med min blå vogn, tænker jeg: igen i dag tog en umotiveret elev en masse tid og kræfter fra de mange.

Tid fra de mange glade, motiverede, nysgerrige, ivrige og læringsparate elever, der også skal og gerne vil ses og høres. De mange, der kommer fra hjem hvor de bakkes op af forældre, som over aftensmaden, spørger nysgerrigt ind til skoledagen, på en positiv måde og dermed er med til at gøre den danske folkeskole  stærk, sammen med skolens personale.

Kommentarer