Sig noget, og bryd tavshedskulturen!

“Jeg vil bare lige sige, at det du sagde på dialogmødet, er jeg helt enig i. Det er der også mange andre, der er, men vi tør ikke sige det.”

Der var den igen! Det var ikke første gang, jeg var en af de få, der fremførte det synspunkt, at vi anstændighedsvist ikke kunne parathedsvurdere eleverne efter to måneders undervisning. De var startet håbefulde i 10. klasse i august på vores specialskole. Nu to måneder efter skulle de allerede vurderes. Vi havde lige lært dem at kende. Det var i mine øjne simpelthen ikke i orden.

Stemningen under dialogmødet havde været anspændt og knugende, og jeg følte, at mine synspunkter hang ukommenteret i luften i alt for lang tid. Tilpas længe til det blev ubehageligt. Det gik direkte i min mave.

Når vi mødtes på gangene på skolen gik snakken ubesværet, og de fleste forholdt sig kritisk til mange emner, men så snart en ledelsesperson nærmede sig, forstummede samtalen med det samme. Når nogen diskuterede noget i klasserne, kunne man undertiden blive tysset på af en kollega, der sagde: ”Afdelingslederen står lige udenfor døren”, og samtalen gik i stå med det samme.

Der er ingen tvivl om, at vi har det godt på vores skole såvel løn- som personalemæssigt, men der er sket et skred i samtalekulturen over tid, hvor flere og flere undlader at sige noget til dialog- og fællesmøderne, fordi de ikke vil stikke næsen længere frem end højst nødvendigt. Det er for farligt, siger de.

Nu er det så, jeg tænker: Er det en sund kultur? Skylder vi ikke også os selv, her på vores fantastiske specialskole, at fremme og kæmpe for en debatkultur, hvor der er højt til loftet? Lad mig opfordre jer alle til komme på banen til møderne, så vi i fællesskab kan bryde tavshedskulturen. Det vil være til gavn for alle!

Gi’ tavshedskulturen et fur.

    Og sæt en dialog ind, der dur.

 

Kommentarer