Skærm-eller øjenkontakt?

Min altid fremme i skoene veninde havde inviteret det sædvanlige slæng til hyggeaften.  Tidligere samlingspunkter som diverse brætspil, var afløst af det nyeste nye:Playstation.

Vi sad i en selskabelig alkoholrus og quizzede løs til de spørgsmål, som kunne bringe os på den virtuelle sejrsskammel. Ok, det er et par år siden, at det var nyt, men sjovt var det.

Det betød egentlig ikke så meget for os, om det var elektronisk eller analogt spil, vi gav os i kast med, det var noget at mødes om.

Nu er det nyeste nye, et familiespil hvor man stiller hinanden spørgsmål, som skal fremme interessen for og samtalen hinanden imellem. Det er opfundet på en familieferie, hvor det gik op for forældrene, at de ikke så andet end oplyste underansigter og børnene undrede sig over, hvad de skulle tale med hinanden om.

Det er et godt initiativ, men det chokerer mig, at hele præmissen for samvær er vendt på hovedet på så relativt kort tid.

Jeg genkender det, selvom vi synes, at vi er ret skrappe med hensyn til skærmtid. Det skrider. På få år er det gået fra en pause på en skærm til en pause FRA skærm, og jeg kan ikke engang redegøre for, hvornår det er sket.Jeg kan bare konstatere, at mine yngste på syv hellere tilbringer fritiden på skærm end i relations lege. Det skal så lægges oveni den tid, de også er på skærm i skoletiden.Når skærmen vristes ud ad deres hænder, begiver de sig oftest i gang med en leg, som tager udspring i et eller andet spil.

Når jeg beder dem om at foretage sig noget andet end skærmaktiviteter, bliver der protesteret højlydt og jeg får en snigende følelse af, at jeg ikke kan tillade mig det uden at kunne tilbyde dem noget andet i stedet. Men ærlig talt, de er seks søskende. Der er ALTID nogen at lege med. Iøvrigt tror jeg på, at børnene hvis de får lov, har lige så meget fantasi, som vi havde, da vi var børn og der var ingen voksne, som tilbød at underholde os, vi fandt vist nok på noget alligevel.

Som lærer oplever jeg ofte skærmglade børn som uengagerede og opgivende i undervisningen. Det går for langsomt, det er for kedeligt og det er dybt bekymrende.De tilbringer skoledagen med at yde absolut minimum og lever og ånder tilsyneladende for det splitsekund, hvor de kan tilsnige sig et uopdaget klik på arbejdscomputeren i en retning, der er alt andet end skolerelateret.

Så snart de har fri fra skole, kaster de sig i nærmeste sofa med en skærm eller racer hjem og lukker op for den virtuelle verden af fællesskaber.Til gengæld tør de ikke banke på hinandens dør, for at spørge om nogen kan lege. Hvis børnene har et forældreaftalt legebesøg, går det som regel ud på, at de ser på skærm i samme rum og sammenligner levels eller hygger sig med youtube klip, som uundgåeligt nærmest alle starter med : Hej allesammen og velkommen til den her video

Gaaaaaaab! Jeg synes, det er så fantasiløst og kedeligt.

Skærmene er kommet for at blive, men det må være muligt, at vi finder et rimeligt niveau for brugen af dem. Et niveau hvor de bliver reduceret til en kort adspredelse, når det er for fornøjelse og fokuseret i arbejdssituationen. De bør ikke være det bærende element i vores hverdag. Det gælder i øvrigt også de voksne. Skærme kan slukkes og lægges væk, børnene bliver sig selv efter en tids skærm afvending. Øjenkontakt er slet ikke så farligt, det påvirker faktisk hjerneaktiviteten positivt og det kommer vel aldrig skidt tilbage.

Kommentarer