Skoleglæden skal blomstre igen

I denne uge fik Frederikke og Viktor lov at sætte dagsorden for en stund. Fantastisk mange mennesker havde lyst til at gå med ind i en meget vigtig og meget principiel debat om skjult brugerbetaling i skolen.

Frederikke og Viktors historier fik hurtigt fokus i debatten, og jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ville uddybe yderligere, og om jeg havde flere eksempler på familier og børn, som havde oplevet, at det kunne være svært, at bidrage til at betale for undervisningsrelaterede aktiviteter. Kommentarsporet til min blog, talte nu fint for sig selv – det her er noget rigtig mange mennesker kender til, i en eller anden udstrækning. Min fortælling var hverken værre eller bedre, end det man kan opleve rundt om på skoler i hele landet.

Den skjulte brugerbetaling trækker på den måde tråde, der rækker længere end til enkelte familier der er kommet i klemme. Det her er ikke et spørgsmål, om hvilke skoler der er mere eller mindre slemme til at bede forældrene om økonomisk hjælp. Skjult brugerbetaling er dels en kultur, som findes i folkeskolen, og dels en konsekvens af folkeskolens pressede økonomi. Men måske er tiden inde til et opgør, hvor skolebestyrelserne går i front.

Spørgsmålet er, hvad det er for et samfund vi ønsker i Danmark. Hvad skal vi med skolen – nu og på langt sigt?

Folkeskolen er en fælles investering i vores fremtid, hvor vores kommende voksne generationer dannes og uddannes. Alle de skønne, vidunderlige og vidt forskellige børn, som hver dag møder op i skolen, er dem vi alle sammen skal satse på, og sætte vores lid til.

Jeg må ofte minde mig selv om, at mine 28 fantastiske elever i 4. klasse, hele tiden skal have mulighed for at dygtiggøre sig på mange forskellige måder. De skal trives og udvikles, de skal opleve en skole som er præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, de skal dannes som hele mennesker, fyldes op med viden og oplevelser, samt udvikle deres kompetencer og færdigheder. Det er et kæmpe samfundsmæssigt ansvar folkeskolen står med, og jeg frygter, at vi som samfund spiller fallit, hvis vi ikke begynder at prioritere denne opgave helt i top.

Finanslovsaftalen for 2017 er netop indgået i disse dage, hvor debatten om den skjulte brugerbetaling har fyldt på de sociale medier. En finanslov hvor folkeskolen i den grad er blevet overset. Ikke en krone går til forbedring af folkeskolens vilkår. Måske fordi vore politikere ikke kan gennemskue, hvor svært det er for skolerne at få enderne til at nå sammen, og leve op til folkeskolens ellers så udmærkede formålsparagraf.

Vi skal huske på, at skolen er andet og meget mere end målstyring, test og karakterer. Der skal være mulighed for, at alle børn også kan få undervisning uden for klasseværelset, hvor nye oplevelser, som gør livslangt indtryk, kan være med til at give eleverne en varieret og nuanceret undervisning.

Jeg ser, hvordan det sociale sammenhold i klassen vokser, når vi er på tur. Jeg bemærker, at klassens stille pige og vilde dreng, opdager, at de deler interesse for middelalderen, på en guidet museumstur. Jeg hører den læsesvage pige genfortælle hver en detalje fra det teaterstykke vi så, og jeg aner, at skoleglæden blomstrer hos hende igen. Denne uformelle læring, som danner os som hele mennesker, er også en del af folkeskolens formål. Det må vi ikke glemme, og det bør i høj grad prioriteres politisk.

Det må derfor aldrig være forældrebetaling, som får lov at være niveausættende for kvaliteten i undervisningen. Og derfor er det med stor beklagelse, at jeg må læse, at folkeskolen endnu en gang bliver økonomisk overset og taget for givet af de politikere, som er valgt til at passe på den.

Kommentarer