Skoleparate børn er forældrenes ansvar!

Curlingbørn har længe været et tema. Børn, som er i den heldige situation, at deres forældre skubber alle forhindringer væk under hele deres opvækst. Alle der har arbejdet med børn og unge kender typerne. Velmenende forældre med lidt for meget tid og alt for lidt selvindsigt.

På min skole møder jeg alle typer. De fleste er vildt engageret og forstår godt at, når deres små prinser og prinsesser er i skole, skal de klare sig selv. De skal stå til ansvar for deres handlinger og hvis de træder ved siden af, hvad børn jo til tider gør, så har det en konsekvens. De fleste forældre vil også bakke op om skolen, når der er konsekvenser.

Men hvad nu, når de ikke gør? Hvad nu, når forældre i stedet for at undskylde for deres barns dårlige opførsel, i stedet for spørger ind til ens pædagogiske værktøjskasse. For nyligt fik en af mine kollegaer et overraskende brev. Efter at have sendt en mail til et par formodentlig veluddannede forældre om, at deres lille prins havde have en ret uhensigtsmæssig adfærd i løbet af dagen og derfor var blevet sat på plads et par gange og at min kollega derfor gerne så at de lige tog en snak med den pågældende elev, fik han et overraskende svar retur. De sprang nemlig direkte over barnets handling og spurgte i stedet ind til om læreren havde andre pædagogiske midler at trække på. De havde nemlig læst at skæld ud er det samme som vold, og mente derfor ikke, at det var hensigtsmæssigt at netop deres prins blev udsat for dette overgreb. De skrev også at det var bakket op af forskningsmiljøet omkring Danmarks Pædagogiske Universitet.

Sandt skal det siges at Politiken for en uges tid siden bragte en artikel omkring skældud og netop kom frem til at skæld ud kunne være skadeligt. Dog med den lille men betydelige forskel, at artiklen handlede om forældrene. Her får jeg selv lyst til at sige, at det er temmelig sikkert, at netop denne prins aldrig har lidt overgreb i forhold til skældud fra forældrenes side.  Skæld ud på landets folkeskoler hører typisk under andre termer. Vi folkeskolelærere kalder det tydelige og klare rammer. Netop denne del mangler uhensigtsmæssigt mange børn, når de starter i folkeskolen. Hvis landets små prinser og prinsesser hjemmefra har lært at, når de er i skole er de i et andet domæne, hvor der gælder andre regler, ville meget skolegang gå nemmere.

I Finland ved skoleeleverne, at skolen er et andet domæne. Det handler om, at respekten for lærerfaget gennemsyrer samfundet og børnene bliver derfor påvirket af deres forældre i den retning. Lærerne sørger for, at det er nemt at afkode, hvad de forventer af eleverne. De skal kunne have det sjovt, men også knokle. Dette skift er nødvendigt for at kunne fungere i en moderne folkeskole. Dette skift udfordrer i den grad mange danske skoleelever.

Derfor er opfordringen til forældrene klar. I skal støtte jeres børns lærere. I skal sørge for at der er respekt omkring dem. Det kan forældre påvirke ved den måde de omtaler lærerne på over middagsbordet. Gør I det, vil i gøre det nemmere for jeres børn at gå i skole. I vil også være med til at lære jeres børn en vigtig lektie. Når man opfører sig uhensigtsmæssigt har det konsekvenser. Man kan få skæld ud og få en mail hjem til sine forældre. Får man sådan et mail som mor eller far, skal man tage den på sig og tale med sit barn.

Respekt om lærerne. For dit barns skyld.

 

Kommentarer