“Vent, jeg har pause”

Klokken har ringet til frikvarter i min 6. klasse, elever løber ind og ud af klassen.
Jeg står som deres lærer tålmodigt ved døren med nøglen i låsen og forsøger ikke at virke for irriteret, når jeg femte gang siger, ”så skal I gå ud til pause”. Alma, der er en stille og forsigtig pige, stiller sig ved siden af mig. Hendes veninde Nanna siger, at Alma gerne vil sige noget til mig. Vi venter, til de sidste elever er gået ud af klassen.

Så begynder Nanna at fortælle, hvad Alma synes er svært. Jeg lytter, samtidig med jeg ser på klokken, at der nu kun er 7 min. tilbage af den tiltrængte pause, jeg bruger på at få hvilet hovedet, inden jeg igen skal have undervisning.

Alma bliver irriteret på mig og går. Jeg fanger hende lidt længere nede af gangen. Jeg spørger til, hvorfor hun gik, og hun bryder grædende sammen. ”Du lytter aldrig til mig, du hjælper kun de andre og ikke mig”.

Følelsen af utilstrækkelighed strømmer ind over mig. Jeg har specialpædagogik som linjefag. Jeg ved, at nærvær og tryghed styrker børns selvværd. Jeg ved, at følelsen af afvisning kan føre til mistillid og afmagt. Alligevel kommer tidsdjævlen til at sidde på min skulder.
Spørgsmålet om tid og mangel på samme er et tilbagevendende samtaleemne for mange lærere. Jeg oplever det som en generel udfordring for lærere, at de ikke synes, de har tid til, at være der for sine elever.

Men hvordan skabes der mulighed for, at lærerne kan trække vejret og samtidig give tid og plads til den nærvær, der kan give Alma og andre elever en følelse af at blive set og anerkendt?

Jeg underviser 27 lektioner om ugen og løber så stærkt jeg kan for at nå kerneopgaven, at skabe god undervisning for mine elever. Men at eleverne er i trivsel, ser jeg som en fundamental del af det at skabe god undervisning.
Så kære politikere, kære Ellen Trane Nørby. Giv lærerne færre undervisningstimer, så jeg kan få mere tid til Alma.

Kommentarer