Vi har brug for mere – for at kunne hjælpe eleverne

Klokken er 7.52 og jeg begiver mig frisk og veloplagt op i klassen til to timers dansk. I dag skal vi starte med at skrive personkarakteristik af Ronja. I daglig tale kalder vi det ”ydre og indre” og er noget vi har arbejdet med mange gange. Derfor giver jeg også kun en kort gennemgang af opgaven, men skriver den op på tavlen så alle kan følge med. Efterhånden som de fleste er gået i gang, sidder Peter stadig passiv på sin plads og kigger ud af vinduet. Jeg opfordrer ham til at hente sit hæfte og begynde på opgaven. ”” siger Peter. Efter gentagne forsøg hæver jeg stemmen, fordi Peter så tydeligt modarbejder min autoritet og jeg ender med at miste grebet over situationen. Det bliver for meget for Peter, som rejser sig op og skubber stolen tilbage og forlader klassen, imens han vrænger ”fede kælling”.

Jeg oplever til tider, at have vanskeligt ved at løfte opgaven som klasseleder, fordi jeg i min klasse har en gruppe elever med særlige behov. Det er vanskeligt at honorere det de har brug for, fordi tiden og ressourcerne ikke er der til at hjælpe dem. Det er desværre en begyndende tendens hvilket er noget jeg mener er trist og ikke i orden, fordi det har så mange konsekvenser. Eleverne bliver kede af det, når der ikke tid til, at jeg kan nå at se dem i øjnene og give dem den støtte de har brug for eller sætte de elever i gang, der er køreklare. I værste fald ender flere og flere af eleverne i mistrivsel, fordi de ikke bliver set og hørt.

Fra kolleger hører jeg også, at jeg langt fra er den eneste lærer, der oplever at stå i en situation, hvor jeg har vanskeligt ved at klasselede. Derfor bliver jeg nødt til at rette opmærksomheden på prioriteringer og tildeling af ressourcer i klasserummet, fordi det er dér, der er brug for hjælp. Hvis vi skal undgå, at sætte eleverne i denne ovenstående situation, hvor det ikke er alle, der får den fornødne hjælp, mener jeg, at der skal tilføres flere ressourcer til timer med to lærere.

Hvis vi ligesom i timen efter frikvarteret havde været to lærere på klassen, ville situationen med Peter ikke være endt på den måde og jeg ville have haft mulighed for at invitere ham med ud af klasselokalet og i hans tempo sætte ham ind i opgaven. Jeg ville kunne skabe en tryg situation for ham og give ham de redskaber der skulle til, for at han kunne løse opgaven. Uden at det ville gå ud over de andre elever.

Min appel til skolelederne er derfor, at jeg ønsker, at flere af timerne på skoleskemaet bliver lagt som 2-lærertimer. Hvis vi havde været to, havde der været mulighed for, at vi kunne kvalificere undervisningen sådan at alle elever fik større udbytte af den. Vi ville bedre kunne holddele, differentiere og skabe en tryg undervisningssituation for både de elever, der har det som Peter, men også for de øvrige elever som ofte pænt venter på at komme i gang. Med relationen i behold.

 

Kommentarer