Vil du ikke dine børn det bedste?
Mange lærere har undret sig over forældrene. Hvor er I henne? Vi har savnet jeres kritiske røst. Det er jo jeres børn det går ud over. Hvorfor tillader I at jeres børns har så hårdt et skoleliv?
Professionelt græmmes jeg stadig over, at nogle af mine 1. klasses eleverne sov ind over deres elevborde fra kl. 13.00 i deres første skoleår. Kan vi, som samfund, være den kurs bekendt? I dag kan eleverne stadig ikke rumme ret meget læring efter kl. 13.00 i indskolingen.
Belært af egne erfaringer, spørger jeg hver enkelt af jer forældre: ”Vil du ikke dine børn det bedste?”
Jeg sad for nyligt til en skolehjem samtale med min kone og vores datter. Mathilde var meget bekymret for, hvad hendes tysk/engelsk lærer kunne finde på at fortælle. Men den kommende 12 tals pige fik en rigtig god feedback fra sin lærer. Så meget, at hun kunne svæve glad hjem. Hendes bekymringer inden, var helt sikkert gjort til skamme.
Små 3 år tidligere havde jeg en meget vred skoleleder, i røret: ”Vil du ikke dine børn deres bedste?” Hun forstod ikke, at jeg var imod at sende mine børn i den dengang frivillige lektiecafe.
Jeg derimod krævede, at skolen skulle finde et alternativ til mine børns lektiecafe. For det havde jeg retten til. Jeg blev i stedet mødt af en kæmpe mur, hvor der med store glinsende graffitibogstaver stod, at skolen ved bedre end forældrene.
Vores uenighed bestod i, at skolens alternative SFO tilbud var for dårligt. Børnene kunne sidde på skolens bibliotek og læse i en bog mens de andre havde lektiecafe. I min optik var det mere et tilbud til en alternativ lektiecafe. Og det stred i min optik mod det, den daværende undervisningsminister havde udtrykt. At der skulle være et alternativt SFO tilbud til lektiecafeen.
På et efterfølgende møde med skolelederen, blev enden, at mine børn fik lov at melde til og fra lektiecafeen dagen før via skoleintra. Mine børn kunne gå i SFO eller kunne tage hjem med dags varsel. Alle andre børn arbejdede fortsat med både lektier og ekstra opgaver 2 til 3 gange om ugen på baggrund af månedslange tilmeldinger til lektiecafeen.
Jeg er ret sikker på, at andre forældre var stoppet deres ”opsættelighed” inden mødet med skolelederen. At jeg fortsatte, skyldes alene mit eget kendskab til skoleverden og at jeg fik noget værdifuld sparring undervejs af andre skolefolk.
3 år senere gik min datter glad ud fra en skolehjem samtale. Hun klarede sig igennem første år af skolereformen uden ret meget lektietid i skolen. Den manglende tid i lektiecafeen havde ikke skadet hende.
Jeg forstår godt, at man ikke hører så meget kritik fra forældrene. Det er svært, at kæmpe for sine børns bedste, når det politiske system har en anden holdning til, hvad et børnevenligt undervisningsmiljø er. Og det bliver sværere endnu, når skolen også møder forældrene med sætningen: ”Vil du ikke dine børn det bedste?”
Hvis man, som skolelærer, kan have svært med at ændre på ting i sit eget barns skole, hvordan mon det så er for den almindelige forældre?
Måske skulle lærerne vende den om og spørge politikerne: ”Er det rimeligt, at børnene presses til det yderste med de mange timer? Er I klar over, at det ikke er for børnenes bedste, at I har lavet denne skolestruktur?”
Fortæl politikerne, den lokale presse eller skolekyndige, hvor skoen trykker. Fortæl om USU, lektietid, skoledagens længde og den praksis det giver for elevernes skoleliv. Oplys og ansvarliggør politikerne. Kun sådan får skolen mulighed for at ændre kurs på børnenes vegne.
