Er vi stadig en flok dovne slamberter?
Til den traditionelle julefrokost i familiens skød læner onkel, der er direktør i en større virksomhed, sig indover bordet med et svedent smil, mens han siger ”Nå – men i skolelærere har det jo meget godt”. Det er drille- og diskussionstid. I og for sig helt ok, og en fast del af julehyggen, som jeg hjertens gerne deltager i. Alligevel efterlader oplevelsen mig med en lidt trist fornemmelse i maven. Trist fordi åbningsreplikken tydeligt viser at intet har ændret sig. At tiden på mange måder står stille. Men især også trist, fordi det efterlader mig med visheden om, at samfundets krav og forventninger til os fortsat vil være uden hold i den virkelighed vi lærere oplever. Jeg må erkende at det ikke kun er onkel, der trækker de gamle travere frem. Mine egne argumenter er også blot gentagelser fra tidligere diskussioner.
Argumenter, som tiden og gentagelserne har reduceret til floskler.
Er det et problem? Ja det er et kæmpe problem. Vi vil konstant ramle ind i krav, som gør vores arbejdsklima dårligere uden kvaliteten af undervisningen stiger – nogle gange tværtimod. Vi vil blive ved med at opleve vores fag blive talt ned, og vi vil opleve at skulle løbe endnu stærkere for at lappe hullerne i den synkende skude.
Vil vi ændre på situationen. Altså ændre fortællingen om os, er vi nødt til at kigge indad. I en verden der forandrer sig lynhurtigt har vi holdt fast i den samme retorik gennem årtier. Vi beskriver stadig os selv som folk, der brænder for vores fag, vi er stadig pressede og vi har stadig ”verdens vigtigste job”. Alt det er rigtig nok, men ordene, der efterhånden er blevet en automatisk forsvarsreaktion i mødet med onkel, er blevet sagt så mange gange, at de har mistet deres værdi.
Lad være med at fortælle folk at du brænder for dit fag. Vis det i stedet! Spørg ind til folks ønsker og drømme for deres børn. Fortæl hvad du gør for at opfylde de ting.
Alle ved godt at skolelærerne er pressede. Det er vi desværre ikke ene om og vi får ikke sympatipoint ved at nævne det igen og igen. I stedet for at tale om presset skal vi italesætte opgaver der ikke kan nås. Ikke rettede opgaver, rodede faglokaler mangelfuld forældrekontakt. Alt det skal italesættes. Og det skal gøres nøgternt og usentimentalt. I dagens Danmark tæller opgaveløsning nemlig mere end følelser hos medarbejdere – desværre.
Ved bevidst at ændre vores retorik og vores måde at møde politiske forandringer, kan vi også ændre den stereotype opfattelse af folkeskolelærere, mange mennesker har. Hvem ved? Måske kan det gå så vidt at onkel til den næste julefrokost spørger åbent, respektfuldt og fordomsfrit ind til vores arbejde.