For meget Støj på linien…
Jeg var ude på en af de løbeture i går, hvor tiden bare går i flov – indtil man bliver trukket tilbage til virkeligheden af et egern, en modløbende, en hund der gør i det fjerne – eller en flok drenge på cykel, hvor den bagerste har så svært ved at følge med på sin lidt for lille, skramlende cykel, at jeg får ham løbet op. Jeg roser ham, sætter tempoet ned, men han stopper, og jeg kommer frem til resten af gruppen, som er stoppet op for at vente på ham. Jeg går forbi dem, og imens spørger de mig smilende, om jeg har en god løbetur, og jeg svarer glad, at det er fantastisk og spørger til deres cykeltur. De svarer bekræftende i munden på hinanden, og jeg løber beriget videre, imens jeg sender tanker tilbage til mit daglige møde med børn og livsbekræftende historier som lærer.
Senere kommer jeg forbi en far og hans to små drenge. Den ene dreng står ved vandkanten med far i hånden, det anden dreng er travlt optaget af at stå med en stor kæp og slå på den opsatte udsigtsbænk… Jeg løber videre… Oplevelsen er ikke nok til at ødelægge mit humør fra mit møde med de cyklende drenge, og jeg hører dem igen komme jublende ned af en bakke lidt inde i skoven. Jeg har allerede glemt alt om den lyshårede drengs opførsel, og forestiller mig nu de mørkhårede drenges glade ansigter, og de passerer mig lidt efter vinkende.
Pludselig slår de sidste ugers debat mig. Hvordan vi diskuterer farven på god opførsel. I stedet for bare at tale god eller dårlig opførsel. I mit ovenstående eksempel var der 7 mørkhårede og to lyshårede, og kun én opførte sig dårligt…
Jeg kommer selv fra en familie, hvor mor er førstegenerationsindvandrer fra Sverige, min fars familie er emigreret til Norge, min lillesøster er fra Korea og selv er jeg adopteret fra….. Danmark… Jeg ser ikke verden i farver, men som farverig.
Når jeg står foran en klasse, som i de fleste tilfælde er en god blanding af rødhårede, mørkhårede, lyshårede, skævøjede, brunøjede, blåøjede, så tænker jeg aldrig over, hvilken farve, der har hvilken opførsel. Jeg retter bare min pegepind mod dem, der har behov for at blive vejledt, og efterhånden så lærer de, hvad der regnes for god opførsel. Det kaldes opdragelse, og hører ind under alle farvers forældreskab, i alle klasser og i alle samfund.
Debatten, der stadig florerer i alle medier, har ganske enkelt for meget Støj på linien, og jeg håber, at vi alle en dag kan se Danmark som farverigt, og at alle vil hjælpe med at vejlede de unge mennesker i vores samfund.
