Julemanden opfylder måske et folkeskoleønske i år
Jeg kendte engang en lidt buttet dreng med et stort godmodigt smil midt i det runde ansigt. Han var positiv og hjælpsom og så kunne han lave ballondyr. Han var fuldstændig sindssyg dygtig til at lave ballondyr. Gule, røde og blå balloner blev til dyr i alle skikkelser. Han var også stærk. Alle skolens møbler havde han flyttet, hvis man havde bedt ham om det. Han var en gave for fællesskabet. Engang fik han en dirrende 12-tals pige til at skraldgrine før en fremlæggelse.
Til gengæld læste han ikke særlig godt, og han var heller ikke skrap i tekstanalyse. Han var ikke fra et hjem, hvor man læste ”Den lille prins” og ”Spørge-Jørgen” med sådan en moderne dialogisk læsetilgang, men der var hjerterum, og alle klassens børn var inviteret med, når der var fødselsdag. Han knoklede som en hest, og der var fremskridt. Det var før evalueringskulturen blev skolens vilkår, så han blev ikke sammenlignet med de elever, der kom sovende til gode resultater. En dag fik han øje på Ole Lund Kirkegaard. Gummi Tarzan, Orla Frøsnapper, Frode og alle de andre rødder. Han læste og læste og fik hele klassen til at blive en del af universet. I en lang periode fik de alle mulige og umulige ideer til stor ærgelse for klassens lærere. Fantasi og fællesskab sprang ud af børnelitteraturen. Det var en vigtig tid for klassens fælles fortælling og fik en stor betydning for deres relationer resten af skoletiden. Det er selvfølgelig svært at måle på, men det er en ret skråsikker vurdering. Historierne fra den tid har stadig sit eget liv – både hos de glade børn og deres forældre.
Hvis man spørger mor og far, hvad de ønsker sig allermest af deres børns skolegang, svarer de altid, at de ønsker sig glade børn. Gode relationer til andre elever og lærerne. Et godt børneliv. Hvis julemanden kommer tidligt i år og opfylder et eneste ønske for dit barns eller barnebarns skolegang. Hvad skal det så være?
