Når projektvinde blæser fra alle retninger, er det svært at holde kurs
De mange uafsluttede projekter i folkeskolen ødelægger arbejdsmiljøet, fordi man hele tiden har fornemmelsen af, at man halser efter.
Klokken er lidt over fire. Jeg er træt efter en lang arbejdsdag med undervisning, forberedelse, møder, gårdvagter og hvad der ellers fylder ens arbejdsdag som lærer. Normalt ville jeg pakke mine ting og tage hjem til min familie. Men ikke i dag. Vi er ca. 30 lærer, der har besluttet sig for at blive og holde møde. Et møde om vores arbejdsmiljø, fordi vi føler, det er vi nødt til.
Vi er utrygge, kede af det, stressede og det værste er, vi er begyndt at skændes.
Sidste år begyndte vi at arbejde i selvstyrende teams. Et fast lærerteam står for alt undervisning på en årgang, og vi lægger selv skema. Og det er her uenighederne starter. Hvorfor har I flere to-lærer-timer, end vi har? Skal vi have et nyt skema hver uge eller det samme et halvt år ad gangen? Skal vi være vikar for hinanden, når vi er syge?
Og så er der alle de uopklarede spørgsmål til vores ledelse: Hvordan bliver de her teams sat sammen? Hvad sker der, når man har sendt sin 9. klasse ud i den store verden? Bliver ens team revet fra hinanden?
Vi føler, at der mange løse ender, men alligevel har vores ledelse sat et nyt projekt-skib i søen, for nu er vi jo færdig med vores strukturændring. Pædagogikken skal i centrum med de næste projekter, ”den lærende elev” og affaldssortering.
Jeg tror mange kender den fornemmelse, vi sidder med ”Ja men – vi er jo slet ikke nået i havn med vores projekt. Vi er jo ikke færdig. Skal vi nu sejle i en ny retning? Og hvem bestemmer egentlig retningen?”
Vi føler os efterladt på vores skib, som vi kæmper for at holde på rette kurs og vi har brug for hjælp til at holde kursen. Vi begynder at skændes om kursen. Er vi på en synkende skude? Vi er jo ellers et lærerværelse med et stærkt sammenhold, hvor vi holder af og griner og græder med hinanden.
I mine 14 år som lærer i den danske folkeskole har jeg set mange projektskibe blive sat i søen. Mange af dem sejlede retningsløst rundt, inden de blev skubbet under overfladen af det næste projekt.
I min optik er det først og fremmest ledelsens opgave at sortere i de projekter, der skal sættes i gang, og samtidigt sørge for, at de bliver fulgt til dørs. Men lederne står oftest i samme situation som vi gør. Fra politisk side bliver der stillet mange krav og sat en masse skibe i søen, som forventes at styres i havn hurtigt og helst på samme tid.
Til mødet lavede vi en liste med de punkter der skal give os retning på vores skib. Og vores ledelse er ombord igen for at hjælpe og støtte os i processen i at finde retningen.
Men måske er det slet ikke nok. Måske skal vi invitere politikerne i børne- og ungeudvalget op på vores skib for at vise dem, hvor svært det kan være at holde kursen i det hav af forventninger, krav og løse ender, de er ved at skabe, når de lader projektvindene blæse fra alle retninger.
