Skal vi virkelig stoppe med at diskutere reformen?
Det var med stor forundring, at jeg forleden kunne læse i Politiken, at Herlevs borgmester på et KL-topmøde for Børn og Unge anbefalede et stop for diskussionen af reformen. Grunden var tilsyneladende, at reformen ikke fungerer.
Læs artiklen fra Politiken her .
Ifølge Herlevs borgmester tilhører folkeskolen kommunerne. Det gjorde han klart på KL’s Børn og Unge Topmøde i Aalborg, hvor ejerskabet var adresseret til Undervisningsminister, Merete Riisager (LA).
”Skolen er kommunernes, og skolerne bevæger sig kun, hvis kommuner og lokalpolitikere tager det ansvar, de skal”.
Det er i sig selv sjovt, at tale om, hvem folkeskolen tilhører, eftersom folkeskolen er skattefinansieret af det danske folk. Deraf navnet ’folkeskolen’. Måske er det netop derfor også i alles interesse, at folkeskolen fungerer optimalt, og vores børn trives, dannes og lærer. Når Thomas Gyldal Petersen desuden taler om, at skolen kun bevæger sig, hvis kommuner og lokalpolitikere tager ansvar, tilsidesætter han lærerne som en af de vigtigste faktorer for, at skolen i disse reformdage overhovedet holder skruen i vandet. I denne sammenhæng skriger det til himlen i manglen på selvransagelse. En stor del af folkeskolens deroute er jo netop sket på kommunal- og lokalpolitikernes vagt. Et nærliggende spørgsmål til Herlevs borgmester kunne være, om han virkelig mener, at kommunerne siden forhandlingerne i 2013 har levet op til sit ansvar?
Her slutter det ikke. Thomas Gyldal Petersen opfordrede i samme smøre alle til at droppe diskussionen om elementerne i reformen, så ”reformen kan virke”. Kommentaren er interessant på flere måder. For det første er det svært at gennemskue baggrunden for at stoppe en debat i kølvandet på al den kritik, der har præget reformforløbet før, under og efter forhandlingerne i 2012 og 2013. Mener borgmesteren så, at debatten kun er forbeholdt KL? Det er også værd at notere sig, at borgmesteren erkender, at reformen ikke virker. Når nu reformen ikke virker, men reformen samtidig ikke må debatteres, er det ganske svært at blive optimistisk på børnenes vegne.
Det er en anelse svært at gennemskue, hvad TGP forsøger at opnå med kommentarer som disse. Lidt flabet kunne man tolke det sådan, at det er et råb om hjælp. Måske er politikerne bevidste om, at reformen virker mod sin hensigt på flere områder. Det drejer sig bl.a. om flere undervisningstimer, mindre forberedelse, flere nationale tests, målstyret undervisning og et fuldstændigt horribelt antal viden- og læringsmål for lærerne. Sideløbende med reformen er der indført en inklusionsopgave, der i høj grad skaber afmagt, frustration og eksklusion, for mange børn, ikke mindst for de børn, det drejer sig om. Det seneste skud på stammen er også modtagerklasser for flygtningebørn. Modtagerklasser, der nu også skal spares væk på mange skoler.
TGP’s udtalelser er et godt billede på den kløft, der adskiller beslutningstagere og virkeligheden i skolen. Problemet bliver hurtigt, at diskussionen om ejerskabet af skolen mellem KL og Undervisningsministeren afsporer en saglig debat eller helt forhindrer den, som TGP lægger op til. Skole- og reformdebatten skal blive ved, men gerne med en større inddragelse af realistiske indspark med hold i virkeligheden.
